Rappe svar om ligeløn og ligestilling fra entertaineren Linda P
 
Af Tine Bendixen
 
Så længe kvinder ikke tør råbe op, får vi ikke ligestilling. Kvinder tænker mere, har et større følelsesapparat og frygter fyring mere end mænd. Kvinder skal turde mere. Der bliver klart gjort for lidt for og talt for lidt om ligestilling, men hver enkelt kvinde skal også turde tage sagen i egen hånd.
 
Siger stand-up’er Linda P, der oprindelig er uddannet maler og i det fag slog masser af mænd i akkordarbejde. Hun synes absolut ikke, det er okay, at vi stadig ikke har ligeløn:

Kvinder skal ikke finde sig i,
at deres arbejdsindsats bliver nedvurderet, fordi de er kvinder. Råb op! Det har jeg gjort. Gå til arbejdsgiveren og sig: ”Jeg skal have mere i løn.” Tror man på, at man er uundværlig, kan man også få mere. Kan man desværre undværes, er lønnen måske fair nok. Så må man sørge for at blive uundværlig.
 
”Linda

Foto: Mew.dk

Privatansatte får 30 procent mere end offentligt ansatte i samme jobs, men problemet er desværre, at de offentligt ansatte ved, hvad de går ind til, når de vælger. Det handler om at prioritere: VIL jeg virkelig det her? Til den torskerogns-løn? Hvis man ikke vil suge på lappen hele livet, men gerne vil arbejde med mennesker, skal man måske finde et alternativ. Det findes. Og der ligger også et signal i at vælge alternativet.

På hjemmefronten er der også alternativer: Klap manden og sig: ”Nu skal jeg ned og ha’ massage, så må du ta’ ungerne.” Mit næste råd er: Lad være at få børn. Uden børn har man mere tid til sig selv og kan tjene flere penge. Børn er ikke fremtiden for kvinder. Åh nej, nu bliver jeg slagtet… Det mente jeg ikke helt. Men et eller andet sted er der desværre noget rigtigt i det.

Hvis jeg var ligestillingsminister, ville jeg få ændret på kvinders tendens til konfliktskyhed med gratis terapi. Give dem mere selvtillid. For kvinder er nødt til at tage nogle chancer, ellers lykkes det sgu aldrig med den ligestilling!
 
Føljeton om ligeløn
Lønkommissionen var et resultat af strejken i 2008, og med føljetonen er fremtrædende danskere med til at holde gang i debatten om ligestilling og ligeløn. Sundhedskartellet.dk bringer føljetonen ´Lige – om lidt´ i den periode, hvor Lønkommissionen arbejder.

Tidligere i føljetonen: