90,8 procent af de medlemmer, der stemte, gav deres ja til OK11 i forbindelse med urafstemningen. Nu skal aftalerne ud og virke på arbejdspladserne, lyder det fra Sundhedskartellets formand Grete Christensen.
 
Afstemningen blandt Sundhedskartellets medlemmer om OK11 blev afsluttet den 29. marts, efter 45,4 procent af medlemmerne havde stemt elektronisk eller med brev. Resultatet blev, at 90,8 procent af dem, der stemte, gav deres ’ja’ til OK11-aftalerne. 5,4 procent stemte nej, og 3,8 procent stemte blankt.
 
Formanden for Sundhedskartellet, Grete Christensen, er tilfreds med resultatet, og ser det som startskuddet til at gøre aftalerne til virkelighed.
 
”Nu har medlemmerne taget stilling, og jeg er naturligvis glad for, at 90,8 procent har stemt ja. Men det her er også signal til os om, at vi nu skal have aftalerne til at virke,” siger Grete Christensen.
 
En anden situation
Hun hæfter sig ved, at stemmeprocenten denne gang var på 45,4 procent mod 67 procent i 2008. Ganske vist var 2008 en helt anden situation, men den lavere stemmeprocent er efter hendes mening et signal fra medlemmerne om, at der er andre forhold, der fylder mere.
 
”Jeg ved, at konsekvenserne af kommunernes og regionernes stramme økonomi fylder rigtig meget og til tider har overskygget OK11. Besparelserne og truslen om flere fyringer skal vi holde skarpt øje med de kommende måneder og år,” siger Grete Christensen.
 
To-årig aftale
Forhandlingerne om de nye aftaler på det regionale og kommunale område afsluttedes i weekenden op til den 28. februar 2011. Sundhedskartellet lavede to-årige aftaler både med regionerne og kommunerne, hvor regningen for reguleringsordningen bliver afviklet i 2011, og der kommer lønstigninger på tæt på 3 procent i 2012.
 
Desuden fik Sundhedskartellet forhandlet en række særlige elementer igennem med både KL og Danske Regioner blandt andet om at gøre seniorordningen permanent, særligt fokus på særlige og atypiske stillinger, på ligestilling og flere initiativer med fokus på faglig- og professionsrettet udvikling.