Foto: Mikkel Berg

Den 22. marts 2018 var der samlet 10.380 tillidsrepræsentanter i Fredericia til stormøde forud for den varslede konflikt, som kan træde i kraft lige efter påskeferien den 4. april, hvis ikke parterne ved hjælp fra Forligsmanden kan finde en løsning inden da.


I Fredericia var stemningen god, og formand for Sundhedskartellet Grete Christensen oplevede en enorm entusiasme fra de fremmødte tillidsrepræsentanter: ”Vi skal igennem de her overenskomstforhandlinger sammen. Det drejer sig om meget mere end ’bare’ noget i lønningsposen. Vi står sammen på kryds og tværs for at sige, at nu er det nok. Vi er enige om, at vi vil udvikle velfærden for alle. Derfor skal vi have En løsning for alle!”, siger Grete Christensen.

Senere på dagen var der indkaldt til demonstration i Aarhus, hvor en stor menneskemængde var samlet for at vise opbakningen til de offentligt ansatte.

”Befolkningen har virkelig forstået, hvad denne her konflikt drejer sig om. Det er fantastisk at tanke opbakning og energi fra sådan en dag – særligt for én som mig, der normalt sidder i forhandlingslokalerne. Det vil jeg bruge som brændstof, når det går løs igen i Forligsinstitutionen fra på mandag”, siger Grete Christensen.

De tre dage op til påske vil blive brugt i Forligsinstitutionen, hvor forhandlingerne fortsætter på det kommunale, det regionale og det statslige område.