Som noget nyt forhandler langt hovedparten af landets offentligt ansatte skulder ved skulder ved den kommende overenskomstfornyelse, OK15.

Det sker i regi af Forhandlingsfællesskabet, der repræsenterer flere end 570.000 ansatte i regioner og kommuner og forhandler de såkaldte generelle krav på vegne af 53 organisationer, herunder Sundhedskartellets organisationer.

I dag blev de generelle krav til OK15 godkendt i Forhandlingsfællesskabets repræsentantskab. Forhandlingsfællesskabet stiller blandt andet krav om:

• generelle lønstigninger, der så vidt muligt sikrer reallønnen
• bedre tryghed og bedre psykisk arbejdsmiljø
• øget ligestilling mellem kønnene
• udvidelse af seniordage.

Formand for Sundhedskartellet, Grete Christensen, er forhandlingsleder for Forhandlingsfællesskabets forhandlinger på det regionale område.

”Der er en lige linje fra de generelle krav, vi præsenterer via Forhandlingsfællesskabet, til de specifikke krav, vi har præsenteret i regi af Sundhedskartellet. Nu glæder jeg mig til at komme i gang med forhandlingerne med arbejdsgiverne”, siger Grete Christensen.

Læs de generelle krav fra Forhandlingsfællesskabet

Fredag i sidste uge offentliggjorde Sundhedskartellet medlemsorganisationernes organisationsspecifikke krav på det regionale og det kommunale område.

De reelle forhandlinger begynder i starten af det nye år.