Foto: Søren Svendsen

Et stort flertal af medlemmerne i Sundhedskartellets organisationer har stemt klart JA til det forlig, der blev indgået ved OK18. Dermed træder overenskomsten i kraft med virkning fra 1. april i år

Et stort flertal af Sundhedskartellets medlemmer har valgt at sige ja til OK18-forliget. 93,1 procent af Sundhedskartellets medlemmer stemte ja, og dermed bliver lønstigningerne og de andre forbedringer fra aftalen en realitet.

– Jeg er glad for, at medlemmerne har sagt ja til det forlig, vi fik forhandlet os frem til. Som bekendt var forhandlingerne denne gang historisk langtrukne og dramatiske. Men vi stod fast og fik forhandlet en aftale, der er ganske god for Sundhedskartellets medlemsgrupper. Det har medlemmerne i de enkelte organisationer nu anerkendt med et overvældende stort flertal, der stemmer ja, siger Grete Christensen, formand for Sundhedskartellet.

56,5 procent af de stemmeberettigede har deltaget i afstemningen, der dermed har den højeste stemmedeltagelse siden 2008.
Sundhedskartellets afstemningsresultat indgår i den fælles afstemning for Forhandlingsfællesskabet. Her vil der blive taget officielt stilling til resultatet på onsdag, den 6. juni.

– Vi har haft en flot stemmedeltagelse, og man har virkelig kunnet mærke opbakningen hele vejen i gennem. Jeg mener, at Sundhedskartellets grupper kan være tilfredse med resultatet af forhandlingerne, og det er jeg glad for, at et meget stort flertal af medlemmerne også mener, siger Grete Christensen.

Nu venter et stort arbejde med at få aftalerne ført ud i livet på arbejdspladserne. Dette arbejde tager organisationerne i fællesskab med de tillidsvalgte og arbejdsgiverne nu hul på.