Den 7. februar tog Sundhedskartellet fat i forhandlingerne med KL på vegne af de sundhedsprofessionelle, ansat i kommunerne. Målet for forhandlingen var at gøre det helt tydeligt, hvor vigtigt det er for Sundhedskartellet at sikre fælles resultater om stillings- og lønstruktur, arbejdstid og kompetenceudvikling.

Dagen efter, at Sundhedskartellet havde forhandlet med regionerne, kom turen torsdag eftermiddag til politiske forhandlinger hos kommunernes forhandlere i KL i København. Her mødtes Sundhedskartellets forhandlere og KL for at forhandle Sundhedskartellets særlige krav på det kommunale område.

”Vi går ikke ud fra dagens forhandlinger med armene højt hævet over hovedet. Vi kan konstatere, at der er stor afstand mellem vores og KL’s krav, så vi skal virkelig i arbejdstøjet de næste uger, hvis vi skal finde løsninger, som vi kan samles om ved de næste politiske forhandlinger, men jeg oplever også, at der blev lyttet til vores krav, og det er positivt.” sagde Sundhedskartellets formand, Grete Christensen.

Med til forhandlingerne har Sundhedskartellet blandt andet en række højt prioriterede krav om professions- og kompetenceudvikling, ny løn- og stillingsstruktur og gode rammer for tilrettelæggelse af arbejdstiden.

KL har et særligt fokus på en kompetencefond og mere snævre krav til arbejdstid.

Næste møde mellem Sundhedskartellet og KL er den 27. februar. Inden da er der aftalt møde med Danske Regioner den 22. februar.

Det er planen, at overenskomstforhandlingerne skal være afsluttet 28. februar.