Sundhedskartellet er klar med krav til de kommende overenskomstforhandlinger. Fokus er på sikring af reallønnen, ligestilling, faglig udvikling og trivsel.

I dag, den 22. november 2010, udveksler Sundhedskartellet, der er forhandlingsorganisation for blandt andre sygeplejersker, jordemødre og fysioterapeuter, krav med arbejdsgiverne på det regionale og kommunale område.

Dermed er startskuddet lydt for forhandlingerne, der efter planen skal afsluttes med en ny overenskomst i løbet af de første måneder af 2011. Formand for Sundhedskartellet, Grete Christensen, forudser et svært forhandlingsforløb.

”Økonomiaftalerne mellem regeringen og regionerne og kommunerne for 2011 peger direkte på en nulløsning. Den særlige krisesituation stiller store krav til både os og til arbejdsgiverne i forbindelse med overenskomstrunden. Vi skal naturligvis være realistiske og på det rene med, at den samfundsøkonomiske situation er meget forskellig fra 2008,” udtaler Grete Christensen og understreger:

”På den anden side, skal det faktum, at vi er i en samfundsøkonomisk krise, ikke udnyttes af arbejdsgiverne som undskyldning for ikke at skabe et konstruktivt og fornuftigt overenskomstresultat. Derfor skal vi sammen med arbejdsgiverne finde kreative og realistiske løsninger, der kan bane vejen for et godt resultat.”

Fælles ansvar
Til forhandlingerne har Sundhedskartellet udtaget en række hovedkrav, som bliver det grundlag, kartellets forhandlere skal arbejde ud fra.

”Sammen med arbejdsgiverne, både de regionale og kommunale, har vi et fælles ansvar. Vi skal sikre, at vi også i fremtiden har et stærkt og velfungerende sundhedsvæsen,” påpeger Grete Christensen og fortsætter:

”Udover løn- og pensionsforbedringer skal vi derfor også have fokus på det gode arbejdsliv. Det handler eksempelvis om de ansattes indflydelse på tjenestetidsplanlægningen og bedre værn om de ansattes fritid. Ligesom mulighederne for faglig udvikling skal styrkes. Det er forbedringer, som vil medvirke til at styrke fastholdelsen af de erfarne og rekrutteringen af kommende generationer af sundhedsprofessionelle, fordi det vil forbedre arbejdsmiljøet.”

Sundhedskartellets krav til overenskomstfornyelsen i 2011 er koncentreret om:

 
  • Løn til hele livet. En udvikling af lønnen, som modsvarer det ansvar, som medarbejderne i sundhedssektoren har, og de krav, de møder.
  • Faglig og professionsrettet udvikling. Der skal være fokus på udvikling af professioner og medarbejdere i form af en hverdag som er fagligt udviklende, adgang til den nødvendige introduktion og løbende efter- og videreuddannelse.
  • Det gode arbejdsliv. Arbejdet skal organiseres, så medarbejderne oplever sundhed, trivsel og sammenhæng mellem familieliv og arbejdsliv.
    Sundhedskartellet er forhandlingsorganisation for 11 faglige organisationer på sundhedsområdet. Kartellet blev dannet i 1997 og repræsenterer 120.000 medlemmer. Dermed er Sundhedskartellet den største forhandlingsorganisation på det regionale område.
     
Læs kravene, som er udvekslet den 22. november 2010
Sundhedskartellets endelige krav – Danske Regioner