Karen Sjørup modtog Ligelønsprisen 2010 |
![]() Diplom Ligelønsprisen 2010.
Tegning af Jens Julius Hansen
|
Årets prismodtager, 62-årige Karen Sjørup, er en af landets mest anerkendte eksperter inden for køn og ligestilling, og hun har skrevet en lang række videnskabelige artikler og bøger om køn, arbejde og velfærd.
Formand for Sundhedskartellet Grete Chrisensen, siger at Karen Sjørup får prisen for sit store og mangeårige engagement.
”Hun har i den grad været med til at bringe ligeløn og ligestilling på dagsorden. Hun har via videnskabelig dokumentation påpeget den store forskel, der er på kvinder og mænds løn, selv om de for eksempel har taget lige lange uddannelser. Og hun har gjort det klart, at så længe traditionelle kvindefag ikke bliver belønnet lige så højt som mandefag, så vil der ikke komme ligestilling i Danmark,” udtaler Grete Christensen, formand for Sundhedskartellet.
Beregninger viser, at forskellen mellem kvinder og mænds løn med lige lang uddannelse, eksempelvis sygeplejersker, som er et traditionelt kvindefag og diplomingeniører, der er et traditionelt mandefag, er cirka 27 procent i mændenes favør.
Kønsforsker Karen Sjørup fik overrakt Ligelønsprisen på Sundhedskartellets kick-off konference i Odense Congress Center i eftermiddag. Og hun var stolt.
”Det er en stor overraskelse. Og det er dejligt at få prisen af sundhedsmedarbejdere. Sygeplejeområdet er nemlig et område, der i den grad er i vælten. Og kvinderne inden for den sektor har en evne til at vise kampgejst og fastholde en problemstilling, som stadig er meget aktuel,” lyder det fra Karen Sjørup.