Ifølge fagforbundet FOAs hjemmeside skal næste års overenskomstforhandlinger med regionerne ske i et samarbejde mellem FOA og organisationerne i Sundhedskartellet. Formanden for Sundhedskartellet, Grete Christensen, præciserer, at der ikke foreligger en aftale.

Ifølge fagforbundet FOAs hjemmeside, foa.dk, vil overenskomstforhandlingerne næste år med regionerne ske i samarbejde mellem FOA og læger, sygeplejersker og andre ansatte på sygehusene. Det er dog en udlægning, formanden for Sundhedskartellet (SHK), Grete Christensen, ikke helt kan genkende. Til sundhedskartellet.dk siger hun:

”I Sundhedskartellet har vi løbende fulgt med i udviklingen på området. Naturligvis. Ligesom vi selvfølgelig er opmærksomme på de nye muligheder, det skaber for os. Men jeg vil gerne slå fast, at SHK ikke har indgået nogen aftale med FOA i den forbindelse,” udtaler Grete Christensen.

SHK udveksler overenskomstkrav med regionerne i slutningen af 2010.