I et indlæg i Dagbladet Information går Sundhedskartellets formand, Grete Christensen, i rette med Ellen Trane Nørby, ligestillingsordfører for Venstre. Læs indlægget her.
Kvinderne dominerer fortsat kvindefagene, lyder en overskrift i Information den 19. juli. Artiklen fremhæver pointen om, at lønnens størrelse har betydning, hvis det skal lykkes at rekruttere flere mænd til kvindefagene. Og lønnen halter som bekendt i kvindefagene. Eksempelvis konkluderede Lønkommissionen blandt andet:
»I sammenligningerne tegner der sig imidlertid en tendens til, at de udvalgte grupper, der arbejder inden for det tekniske område, og som har en overvægt af mænd, aflønnes højere end de udvalgte grupper, der arbejder indenfor de omsorgsrelaterede fag, og som har en overvægt af kvinder«.
Det har Ellen Trane Nørby, ligestillingsordfører for Venstre, tilsyneladende fået helt galt i halsen. I artiklen udtaler hun, at der inden for kvindefagene ofte er tale om kollektive lønforhandlinger. Derfor er det typisk laveste fællesnævner, man går efter, lyder ordførerens ræsonnement. Hun påstår, at der i den private sektor er tale om individuelle lønforhandlinger, og det har stor betydning for lønniveauet. Og hun understreger, at der ikke er tradition for, at politikerne blander sig i offentlige lønforhandlinger.
Enten ved Ellen Trane Nørby ikke bedre, eller også udtaler hun sig mod bedre vidende. I hvert fald er hendes udtalelser så forkerte, at de kræver en påtale.
For det første er Danmark kendetegnet ved at være reguleret af kollektive overenskomster både på det offentlige og private arbejdsmarked. En del af det private arbejdsmarked har decentraliseret lønforhandlinger til virksomhedsniveau. Heraf kan man ikke slutte, at lønforhandlingerne er individualiserede. Typisk varetages de af den lokale tillidsrepræsentant. Lønkommissionen har vist, hvordan lokale forhandlinger på det offentlige område falder ud til mændenes fordel, altså øger uligelønnen.
For det andet er det private arbejdsmarked karakteriseret ved, at mere end hver fjerde af de privatansatte ikke er dækket af en overenskomst. Der findes absolut ingen dokumentation for, at lønnen på disse områder skulle være højere.
For det tredje er der en lang tradition for, at politikerne blander sig i de offentlige overenskomster. Konflikten i 2008, hvor Sundhedskartellet strejkede, var bestemt ingen undtagelse. Med finansministerens vetoret i det regionale lønningsnævn havde regeringen direkte indflydelse på forhandlingerne. Den magt blev brugt til at forhindre, at vi kunne komme et stykke af vejen på ligelønsområdet i Danmark.
I Sundhedskartellet gør vi et stort arbejde for at ændre kønsfordelingen i kvindefagene. Udligning af uligelønnen er en ad vejene. Men det er nødvendigt med politikere, der tør tage fat om nældens rod og ikke mindst sætte sig ind problemstillingen.
Kilde: Information, fredag den. 23. juli