Lige om lidt…Paula Larrain

 

Læs det nye afsnit i føljetonen ”Lige om lidt…” denne gang med Paula Larrain. Af Tine Bendixen Vi har sovet i timen. Vi har nu et løngab på 18 procent mellem mænd og kvinder. Vi har troet, at ligestilling var noget, vi ordnede i 1970´erne. Så vi sakker bagud. Siger Paula Larrain, medlem af Det Nationale Ligelønsnetværk, journalist og nybagt mor.

Skal vi nå den ligestilling, skal vi konstant og bevidst arbejde på det. For vi har den skævhed med os, at det er kvinder, der får børn, og det koster os kassen på arbejdsmarkedet. Det kan vi ikke lade markedskræfterne om at løse. Især ikke fordi det traditionelt er mænd, der sidder ved forhandlingsbordene, og de nedprioriterer ligestilling.

Jeg ville nu nødig føle mig ansat på grund af mit køn – og blive set ned på. Så vi skal ikke have kvoter, for de skaber i sig selv problemer for kvinder. Vi har andre reguleringsmuligheder. F.eks. at øremærke barsel til mænd så mænd og kvinder i den ’fødedygtige’ alder bliver næsten lige dyre for arbejdsgiverne. For takken for at vi kvinder føder børn er, at vi bliver sat tilbage på mange fronter. Taber både pension og position. I hjemmene sakker vi også bagud, for kvinden indtager automatisk en husmoderlig stilling, når familien får mest ud af, at manden tager karrieren.

Men jeg mener faktisk det er fair nok, at der er forskel på offentlige og private lønninger. I den offentlige sektor har man utrolig mange friheder. Fast arbejdstid. Man får sin afspadsering. I den private sektor holder det ikke at ville arbejde efter reglerne, så ryger man ud. Da jeg var i DR, ville det da aldrig kunne lade sig gøre, at tage ”barns første sygedag”, hvis jeg havde vagt. Det var totalt no go.

Hvis jeg var ligestillingsminister, ville jeg undersøge, hvorfor kvinders arbejde bliver vægtet mindre end mænds. Desuden ville jeg øremærke 3 måneders barsel til mænd. Og så skal institutionerne holde længere åbent. Hvis man vil gøre karriere, kan man ikke gå hjem klokken 16.