Kenneth Reinicke med sin søn.
Af Tine Bendixen
Skal vi have frie lønstatistikker? Skal vi have reserveret barsel til mænd? Skal vi have kvoter? Skal vi kriminalisere prostitutionskunder?
Spørger kønsforsker Kenneth Reinicke, og svarer selv:
Ja, det skal vi, hvis vi VIL det ligestillingsprojekt. For ligestilling har vi juridisk, men ikke praktisk. Kønsdiskussionerne smuldrer mellem hænderne på os, fordi vi lever med myter, fordomme og nedgroede liberale opfattelser: ”Ingen skal fortælle mig, hvem der skal tage barslen og opvasken”. Ligestillingens værste fjende er valgfriheden. Det er kontroversielt, men vi skal have gjort op med den naive danske holdning, at ”det kommer nok af sig selv”. For det gør det ikke!
Det er da heller ikke rimeligt, at der er lønforskelle mellem sammenlignelige grupper i private og det offentlige. Ligelønsspørgsmålet er et meget hot emne. Men det er samtidig sjovt at se, hvor tabuiseret det er internt på arbejdspladserne. Det er nemt nok at tale overordnet om det. Men ude på den enkelte arbejdsplads er det ikke noget, vi snakker om! Og det skal vi.
Kvinderne må også selv ind i kampen. At sige ”Jeg kan ikke lide at forhandle løn” eller ”Jeg kan ikke lide at stille mig op og sige noget” nytter altså ikke. Kvinderne må også afgive nogle af deres privilegier og monopoler. Børnene f.eks. Og mændene må afgive noget magt til kvinderne og forstå – det har de svært ved – det også er deres frigørelsesprojekt. For mænd har sværere ved at håndtere arbejdsløshed, skilsmisser, at gå på pension og begår oftere selvmord… Deres maskulinitet har en pris. Vi skal udvikle demokratiet, så både mænd og kvinder får flere strenge at spille på.