”Vi kan ikke fortsat være pæne, behagelige, konsensussøgende piger i nystrøgne skjorter og forvente, at andre skal slå i bordet for os”.
 
Læs ”Lige – om lidt…” med Julia Lahme, etnolog og selvstændig rådgiver inden for digital markedsføring. Tidligere chefredaktør på Cosmopolitan og forfatter til ”Hvor lagde jeg babyen?”.
 
Af Tine Bendixen
  

Det er politisk ukorrekt at sige det, men i en begrænset årrække har vi brug for kønskvoter til bestyrelsesposter og så videre. Vi kvinder kan ikke kæmpe mod oldboysnetværket uden. Så det er okay, at gå med ”krykker” i en periode og smide dem igen, når vi kan gå, siger Julia Lahme.
 
Før jeg fik barn, havde jeg mange gode intentioner om, at alt kan deles, men når først barnet er der, har mænd og kvinder forskellige biologiske grundvilkår. At vi kan blive helt lige er en illusion og slet ikke målet. Men vi skal have de samme muligheder.
 
Og det er skandaløst, at vi ikke får det samme i løn for samme arbejde. Men kvinderne må også tage en del af ansvaret for, at det er sådan. Vi tror, det er usexet at stille krav.
”Julia_Lahme”

Men vi kan ikke fortsat være pæne, behagelige, konsensussøgende piger i nystrøgne skjorter og forvente, at andre skal slå i bordet for os. I vores pænhedstrang bygger vi store kvindefængsler for os selv! Dét ødelægger også ligestillingen.

Selvfølgelig er det heller ikke fair, at de offentlige lønninger er lavere end de private. De skal have løn for deres arbejde! Men samtidig: sammenlignet med mine offentligt ansatte veninder, har jeg som privatansat aldrig fået afspadsering for overarbejde, jeg arbejdede selvfølgelig vederlagsfrit om aftenen, kunne ikke gå fra en måned før fødslen og måtte arbejde i noget af min barsel. Så det er lidt gynger og karruseller.

Hvis jeg var ligestillingsminister, skulle mændene tage halvdelen af barslen, for så var det lige så ufordelagtigt at ansætte en ung mand som en ung kvinde. Kvindernes barselsperioder bliver også længere og længere, fordi institutionsventetiderne gør det. Dét får vi ikke gjort noget ved, før mændene også kommer til at lide under det.
 
Føljeton om ligeløn
Lønkommissionen var et resultat af strejken i 2008, og med føljetonen er fremtrædende danskere med til at holde gang i debatten om ligestilling og ligeløn. Sundhedskartellet.dk bringer føljetonen ´Lige – om lidt´ i den periode, hvor Lønkommissionen arbejder.

Tidligere i føljetonen: