Lige – om lidt… – Erik Clausen

Fem hurtige spørgsmål til filminstruktør Erik Clausen.

Spørger filminstruktør Erik Clausen, der er træt af maskulin grammatik og gerne vil vide, hvorfor Gud absolut er en mand og hvorfor der er røde og grønne mænd i lyskrydsene. Han mener, at ligestillingen faktisk fungerer fint ude i hjemmene, bare mændene husker at træde lidt ekstra i pedalerne for ikke at sakke bagud. Men statsmagten har ingen pedaler: kan overhovedet ikke følge med og er ude af trit med hverdags-Danmark.

Det er ikke nok at demokratisere opvask og indkøb… Ud med alle de gamle mahognimøbler, de støvede malerier af mænd, hele den mandehørmende mandekultur. Vi har isoleret hinanden i hver sit køn. Men en mand er ikke en mand uden en kvinde i nærheden og omvendt. Jeg er selv en anden mand i dag, end da jeg var 22. Blandt andet fordi jeg har hentet meget store personlige fordele og inspiration i det kvindelige univers.

Det er en administrativ skandale, at der overhovedet er et løngab mellem mænd og kvinder. Problemet er, at mennesker indretter sig i stedet for at forandre. Jeg får lyst til at lave nogle latterlige filmscener, hvor kvinder kalder sig Børge og Bjarne for at se, om de får mere i løn… Hvis vi hævder, vi har demokrati og er lige, så må vi også være det i den tid, vi giver til arbejde – at vi er lige dér økonomisk.

Lønforskellen mellem sygeplejersker, jordemødre og sammenlignelige grupper i det private er tåbelig. Men initiativet til oprydning må komme fra fagbevægelserne. De har kæmpeformuerne til det – og til at hjælpe strejkende sygeplejersker, når statsmagten lader hammeren falde.

Hvis jeg var ligestillingsminister, ville jeg ændre det nødvendige og få den post nedlagt på otte dage. Det er fuldkommen latterligt, at en ligestillingsminister er nødvendig i 2009.