Offentligt ansatte kvinder med mellemlange videregående uddannelser taber lønkapløbet. Det er konklusionen i Lønkommissionens rapport, der offentliggøres på fredag, skriver Berlingske Tidende i dag, den 25. maj.
 
Ifølge Berlingske Tidende vil Lønkommissionens rapport, der offentliggøres fredag, konkludere at offentligt ansatte kvinder med mellemlange videregående uddannelser taber lønkapløbet. Til avisen siger professor i offentlig forvaltning ved Aalborg Universitet, Henning Jørgensen:
 
”Nu ligger der klar dokumentation for, at der findes ret så kraftige lønforskelle mellem mænd og kvinder. I forhold til ligelønsloven har vi ikke lov til at fortsætte på den måde. Det er et problem, som både arbejdsmarkedets parter og det politiske system skal tage sig af gennem trepartsforhandlinger. Ellers risikerer vi en ny konflikt i 2011.”
 
Grete Christensen, formand for Sundhedskartellet, fremhæver, at det netop er kvinder med mellemlange videregående uddannelser, der rammes af uligeløn.
 
”Uligelønnen skyldes i høj grad et markant kønsopdelt arbejdsmarked, hvor prisen på arbejdskraft i de kvindedominerede fag er væsentligt lavere end i de mandsdominerede. Jo flere kvinder, der er i en faggruppe, jo lavere er lønnen,” udtaler Grete Christensen til Sundhedskartellet.dk og forsætter:
 
”Vi har nu klar dokumentation for, at Sundhedskartellets medlemmer, hvoraf langt størsteparten er offentligt ansatte kvinder med mellemlange videregående uddannelser, som eksempelvis sygeplejersker, er ramt af uligeløn.” 
 
Lønkommissionen blev en realitet, efter at Sundhedskartellets medlemmer strejkede mere end 8 uger i foråret 2008.
 
Kilde: Berlingske Tidende, mandag den 25. maj.