Ligeløn ligger højt på dagsordenen til OK18. Sundhedskartellets krav om en ligelønspulje er nemlig blevet et generelt krav, der møder opbakning blandt de øvrige offentligt ansatte.

At arbejde i et af de kvindedominerede fag skal ikke være en ulempe for éns løn. Det mener Forhandlingsfællesskabets 51 organisationer, som bakker op om Sundhedskartellets krav om et ligelønsløft, når overenskomsterne skal fornyes til OK18. Formand for Sundhedskartellet og Forhandlingsfællesskabets forhandlingsleder på det regionale område, Grete Christensen, ser opbakningen som et vigtigt skridt mod ligeløn.

 

”Det er lidt af en milepæl for os, at vi har opbakning i fællesskabet til et krav om, at der skal afsættes en pose penge til lavtløn og ligeløn. Vi erkender, at vi med kravet ikke kan komme uligheden i løn til livs, men det er et vigtigt skridt på vejen og sender et stærkt signal til Christiansborg, hvor en stor del af kampen også skal kæmpes”, siger hun.

 

Det oprindelige krav blev rejst i et samarbejde mellem Sundhedskartellet, FOA, Socialpædagogerne og BUPL, et samarbejde som tidligere på året også sendte en ligelønsappel til samtlige 179 folketingsmedlemmer.

”Vi gør, hvad vi kan ved forhandlingsbordet, men der er kun en begrænset pulje penge til løn. Netop derfor er det flot, at hele Forhandlingsfællesskabet anerkender, at der skal arbejdes med lønskævhederne faggrupperne imellem. Men hvis det for alvor skal være noget, medlemmerne kan mærke på lønsedlen, så skal vi have tilført en ekstraordinær pose penge til ligeløn fra Christiansborg”, siger Grete Christensen.

 

Forud for overenskomstforhandlingerne hæfter Grete Christensen sig også ved det stærke sammenhold mellem de faglige organisationer. Ud over at bakke op om ligelønskravet står lønmodtagerorganisationerne også sammen i kampen for en arbejdstidsaftale til lærerne og den betalte frokostpause.

 

Læs mere om Sundhedskartellets krav til Forhandlingsfællesskabet her