Formandens tale ved TR Konfliktorienteringsmøderne 3.-7. marts 2008

Vi står i en ekstraordinær situation, hvor Sundhedskartellets organisationer har varslet konflikt for en meget stor del af vores medlemmer i regionerne og kommunerne. Dermed har vi aktiveret vores stærkeste kampvåben over for arbejdsgiverne.

Årsagen er, at vi står midt i en historisk kamp for ligeløn. Den kamp har både et kortsigtet og et langsigtet perspektiv:

• På kort sigt handler det om, at vi skal hale ind på de privatansattes løn. Det kræver, at Folketinget tilfører flere penge til de overenskomstforhandlinger, vi står midt i.
• På langt sigt handler det om, at vi skal tjene det samme som privatansatte med samme uddannelseslængde. Det kræver, at Folketinget gennemfører en egentlig ligelønsreform. Første skridt er at nedsætte en Ligelønskommission, der kan bane vej for ligelønsreformen.

Konflikten handler om, at det enkelte medlem skal have bedre løn. Men det handler også om nogle meget større perspektiver:

• Ligestilling mellem kvinder og mænd.
• Rekruttering og fastholdelse.
• Fremtiden for hele det offentlige sundhedsvæsen.

Sundhedskartellet kræver lønstigninger på 15 procent

Sundhedskartellet kræver en lønstigning på 15 procent over de næste tre år. Men arbejdsgiverne vil kun give os en lønstigning på 12,8 procent – og det er ikke nok.

Bag vores krav om en lønstigning på 15 procent ligger der en række argumenter:

Ét argument er, at vores medlemmer har et stort lønefterslæb. Hver gang en privatansat med en mellemlang, videregående uddannelse tjener 100 kr., må en offentligt ansat med samme uddannelsesniveau nøjes med 73 kr. Det vil sige, at vores medlemmer har et lønefterslæb på 27 procent. Det er helt uacceptabelt. Derfor kræver vi ligeløn.

For at nå det mål skal vores medlemmer hale ind på de privatansatte. Det betyder, at vi over en årrække skal have større lønstigninger end de privatansatte. Den faktiske lønudvikling for det private område var 4,6 procent fra 4. kvartal 2006 til 4. kvartal 2007. Det svarer til 13,8 procent over tre år. Vi skal indhente de privatansattes løn. Derfor skal vi have 15 procent.

Et andet argument er, at vores medlemmer er veluddannede og professionelle. De er en garanti for, at patienter og borgere får tilbud, som har høj faglig kvalitet og patientsikkerhed.

Det skal lønnen selvfølgelig afspejle. Først og fremmest af hensyn til den enkelte. Men også fordi vores faglige omdømme og anerkendelse hænger sammen med lønnen.

Et tredje argument er, at kvinder og mænd skal aflønnes lige.

I den offentlige sektor er 2 ud af 3 medarbejdere kvinder. I den private sektor er det lige omvendt. Derfor er den uligeløn, som vores medlemmer har, i bund og grund et ligestillingsproblem.I virkeligheden er uligeløn det største ligestillingsproblem, vores samfund har.

Vi kan ikke opnå ligeløn i ét hug. Vores medlemmer har et lønefterslæb, der er så stort, at det vil tage flere overenskomstrunder at skabe ligeløn. Men vi skal i gang med at løse problemet.Vi skal tage et stort skridt i den rigtige retning. Derfor kan Sundhedskartellets medlemmer ikke nøjes med de samme lønstigninger, som de privatansatte har fået.

Arbejdsgiverne vil kun give 12,8 procent

I forhandlingerne har Sundhedskartellet fremlagt meget fakta, der dokumenterer ligelønsproblemerne.Vores medlemmer sidder på nøglepositioner i sundhedsvæsenet. Og vi har kæmpet hårdt ved forhandlingsbordet.

Men vi har været oppe mod hårde odds. Allerede inden forhandlingerne gik i gang i efteråret 2007, aflyste arbejdsgiverne lønfesten. De har beskyldt vores medlemmer for at stille urealistiske lønkrav, og de har beskyldt de faglige organisationer for at puste til medlemmernes forventninger.

Arbejdsgiverne har også stillet andre overenskomstkrav, som næsten har været ude i skoven – ikke mindst når det gælder arbejdstid og arbejdsliv: For eksempel har Danske Regioner krævet, at vores medlemmer skal have en effektiv ugentlig arbejdstid på 37 timer. Det betyder, at frokostpausen skulle afskaffes. De har også krævet, at normperioden skulle udvides fra 14 uger til et år.

Arbejdsgivernes tilgang kan virke noget paradoksal. Vi har nemlig været enige om, at det grundlæggende tema for overenskomstforhandlingerne er rekruttering og fastholdelse.

For Sundhedskartellet handler rekruttering og fastholdelse om, at arbejdspladserne skal være attraktive, og at lønnen skal være god. Men arbejdsgivernes krav peger i den stik modsatte retning. De tænker alt for kortsigtet.

Finansministeren vil ikke øge rammen

Danske Regioner og KL bestemmer ikke selv. De er mødt op til forhandlingsbordet med et stramt mandat fra finansministeren, der sidder tungt på pengekassen. I sidste ende er det ham, der bestemmer, hvor stor rammen for vores lønstigninger skal være.

Med andre ord: Sundhedskartellet forhandler med en blind makker. Selv om vi sidder over for Danske Regioner og KL, er det finansministeren, der bestemmer. Og han har besluttet sig for, at vores medlemmer ikke skal have større lønstigninger end 12,8 procent.

Derfor er det ikke kun vores arbejdsgivere, men også finansministeren og resten af regeringen vi sender en klar besked til med vores konfliktvarsel. Beskeden kan ikke misforstås:

Send flere penge. Gør rammen større. Tag jeres ansvar for sundhedsvæsenet alvorligt.

Der er en række grunde til, at finansministeren ikke vil være med til, at vores medlemmer får større lønstigninger end 12,8 procent.

For det første synes han, at han selv har indgået en god aftale med de statsansatte. Den aftale indeholder en ramme på 12,8 procent – og de statsansattes hovedforhandler bakker fuldt op om den. Da statsforliget kom i hus, talte hun ligefrem om ”massive lønstigninger”. Sundhedskartellet vurderer, at det ikke vil være nok til os.

For det andet påstår finansministeren, at samfundsøkonomien ikke kan holde til større lønstigninger. På et tidspunkt har regeringen sagt, at bl.a. Sundhedskartellets lønkrav vil føre Danmark ud på en ny kartoffelkur. Det harmonerer imidlertid ikke med, at statsministeren for få måneder siden beroligede den danske befolkning med, at den danske økonomi er i topform. Konkret sagde han i efteråret 2007, at ”dansk økonomi er sund og solid”. Samtidig fastslog den tidligere finansminister, at ”den offentlige økonomi er stærk, og der er solide overskud på både statens og de offentlige finanser.”

For det tredje ønsker regeringen ganske enkelt ikke at prioritere Sundhedskartellets medlemmer. Regeringen ønsker ikke at skabe rammer for, at vores medlemmer kan få markante lønstigninger. Dermed tager regeringen ikke sit ansvar for sundhedsvæsenet alvorligt.

Et eksempel fra sygeplejerskernes arbejdsmarked illustrerer pointen: En sygeplejerske kan tjene op mod 10.000 kr. mere om måneden, hvis hun skifter fra det offentlige til det private arbejdsmarked. Derfor er det klart, at flere og flere vender blikket over mod det private sundhedsvæsen og forlader det offentlige. Det kan ingen fortænke det enkelte medlem i at gøre. Men udviklingen har alvorlige konsekvenser for det offentlige sundhedsvæsen – og dermed for patienternes fri og lige adgang.

4 delforlig er allerede på plads

I den kommende fremtid bliver Sundhedskartellet indkaldt til forhandlinger i forligsinstitutionen.Vi har allerede lagt en række elementer fast i fire delforlig med arbejdsgiverne:

Vi har indgået ét delforlig, der giver bedre vilkår for tillidsrepræsentanterne. Vi har indgået 2 andre delforlig, der blandt andet handler om seniorvilkår og kompetenceudvikling. De to delforlig er i store træk en udmøntning af trepartsaftalen fra sidste sommer, hvor regeringen tilførte ekstra midler.

Vi har indgået et fjerde delforlig om løn, pension og arbejdstid. I det delforlig er der blandt andet sat ekstra penge af til de erfarne medlemmer – i fuld overensstemmelse med Sundhedskartellets overenskomstkrav. De lavest indplacerede ledere får et lønløft. Og vi har forhøjet den generelle pensionssats og opnået lønforbedringer på nat– og weekendtillæggene.

Til gengæld har vi på regionernes område måttet acceptere en forlodsfinansiering på 1,6 procent af lokale lønmidler. Det er mere, end vi oprindeligt selv ønskede. Vi har også accepteret arbejdsgivernes ønske om en plustidsaftale – det vil sige mulighed for, at medarbejdere kan have en ugentlig arbejdstid på 42 timer. Vi kom dog igennem med en lang række værn og beskyttelser i plustidsaftalen.

Det har været vigtigt for Sundhedskartellet at indgå de fire delforlig. Hvis vi ikke havde gjort det, ville det betyde, at alt var i spil i forligsinstitutionen. For eksempel har Danske Regioner rejst krav om øget tilstedeværelse og afskaffelse af frokostpausen. Det ville der blive lukket op for i forligsinstitutionen, hvis vi ikke havde indgået delforliget. Med andre ord: Vi ville risikere nederlag på vitale områder, hvis vi ikke havde indgået delforligene.

Delforligene kan ikke stå alene.

Det er nødvendigt, at vi får en stor, samlet ramme. Ét er, at vi i delforliget har prioriteret de erfarne medlemmer og lederne på de laveste indplaceringer. Men noget andet er, at vi har en ligelønsstrategi, der omfatter alle vores medlemmer.

Alle Sundhedskartellets grupper skal have markant bedre løn. Vi kæmper for ligeløn til alle vores grupper. Det lønefterslæb, vi har i forhold til de privatansatte, skal fjernes. Derfor kan vi ikke nøjes med en ramme på 12,8 procent. Og derfor brød forhandlingerne sammen meget kort tid efter, at vi havde indgået det fjerde delforlig med Danske Regioner hhv. KL.

Vi ved på nuværende tidspunkt ikke, hvad forhandlingerne i forligsinstitutionen konkret munder ud i. Men én ting står helt klart:

Forligskvinden har ikke flere penge med. Hun kan ikke forhøje rammen. Det er der kun én, der kan – finansministeren. Og han har hidtil vist, at det vil han ikke gøre. Derfor tyder alt på, at Sundhedskartellets medlemmer skal i konflikt.

Hvem skal i konflikt?

Som det ser ud nu, bliver det Sundhedskartellet, FOA og BUPL, der skal i konflikt. Det betyder, at Sundhedskartellets budskaber ikke kommer til at stå alene. Vi skal konkurrere om dagsordenen – f.eks. om at sætte ligeløn og en Ligelønskommission højt på dagsordenen.

Sundhedskartellet har de gode argumenter på vores side.

Først og fremmest taler tallene for lønefterslæbet deres eget, tydelige sprog. Tal fra Danmarks Statistik viser, at Sundhedskartellets grupper – dem, der har en mellemlang, videregående uddannelse – er dem, der har det største lønefterslæb:

Vi har et lønefterslæb på 27 procent i forhold til de privatansatte. De kortuddannede – blandt andet FOA’s grupper – har et noget mindre lønefterslæb, nemlig på 18 procent. Oven i købet er der nogle af de kortuddannede grupper, der tjener mere end de privatansatte. FOA’s formand har meldt ud, at han ikke ønsker, at der skal nedsættes en Ligelønskommission.

Sundhedskartellet er godt forberedt på konflikten, og medlemmerne er klar til at kæmpe for ligeløn. Det er et rigtig godt udgangspunkt. Men det bliver ikke let at gå i konflikt. Efter de første dages sympati vil vi måske blive mødt med hårde angreb om, at vi svigter patienterne og borgerne, at vi er egoistiske, og at vi er grådige og burde være tilfredse med de lønstigninger, de andre faggrupper har fået.

Det bliver heller ikke let efter en konflikt. Nogle medlemmer vil blive frustreret og vende kritikken indad mod deres egen faglige organisation. Derfor er det vigtigt at holde sig perspektivet for øje. Selvfølgelig handler konflikten om, at det enkelte medlem skal have højere løn. Men den handler om mere om det:

Konflikten handler også om, at der skal være nok sundhedsprofessionelle i fremtiden – og derfor skal lønnen være bedre. At det offentlige sundhedsvæsen skal bestå fremover – for ellers får patienterne ikke fri og lige adgang. Og at Danmark skal være et moderne velfærdssamfund, hvor der som en selvfølge er ligeløn.

Konfliktens kort– og langsigtede perspektiver

Målet med konflikten er todelt.

For det første skal vi have en lønstigning på 15 procent. Det er det korte sigt. For det andet skal regeringen nedsætte en Ligelønskommission, der kan bane vejen for en egentlig ligelønsreform. Det er det lange sigt.

Sundhedskartellet har været med til at sætte så meget fokus på ligelønsproblemerne, at det bliver svært for regeringen og Folketinget at komme uden om en Ligelønskommission. Vi er også blevet hjulpet godt på vej af erfaringerne fra udlandet.

For eksempel har strejken blandt de finske sygeplejersker og jordemødre været med til at sætte fokus på Sundhedskartellets lønkamp.

Et andet eksempel er den norske regerings Ligelønskommission. Den barslede med sin rapport for et par uger siden og kom med nogle meget banebrydende forslag. Blandt andet foreslår den norske Ligelønskommission, at udvalgte kvindedominerede faggrupper i den offentlige sektor skal have et lønløft. Lønløftet skal finansieres på den norske finanslov med 3 milliarder kroner.

Et tredje eksempel er, at de europæiske faglige organisationer her i foråret sætter gang i en stor kampagne om ligeløn. Et af hovedpunkterne handler om ligeløn mellem kvinder og mænd. Konkret bliver der afholdt en stor demonstration den 5. april i Slovenien, der har EUformandskabet.

Sundhedskartellet kræver ligeløn

Sundhedskartellet har været med til at rejse nogle problemstillinger, der er helt grundlæggende for vores velfærdssamfund:

• Det skal kunne betale sig at tage en uddannelse.
• Offentligt ansatte skal have det samme i løn som privatansatte.
• Kvinder og mænd skal aflønnes lige.

Det handler også om sundhedsvæsenets fremtid:

• Hvordan kan nogen tro, at de unge vil søge ind på vores uddannelser, når de kan se frem til en markant uligeløn?
• Hvorfor skulle de erfarne have lyst til at blive i det offentlige sundhedsvæsen, hvis hverken løn eller arbejdsvilkår er i orden?
• Hvordan kan vi beholde et offentligt sundhedsvæsen med fri og lige adgang, hvis medarbejderne søger over i det private sundhedsvæsen, fordi lønnen er bedre der?

I virkeligheden har Sundhedskartellet været med til at sætte gang i noget historisk. Det vil tage tid at få ligeløn, og kampen er slet ikke vundet endnu. Men toget er sat i gang – og det er ikke til at stoppe igen.

Vi har en rigtig god sag. Vi kæmper for højere løn til alle vores medlemsgrupper – både medlemmer i basisstilling og lederne. Det gør vi, fordi:

• Vi har et stort lønefterslæb – og det vil vi ikke finde os i længere.
• Vi er veluddannede og professionelle og har afgørende betydning for patienternes sundhed og sikkerhed.
• Vi vil have ligeløn. Hverken mere eller mindre.