Sundhedscentre får nu stærk vind i sejlene. Finanslovsaftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti afsætter 50 mio. kr. til en forsøgspulje, så der kan oprettes 5 sundhedscentre rundt omkring i landet.
 
Sundhedskartellet har længe været fortaler for en forsøgspulje til sundhedscentre. Derfor er Sundhedskartellets formand Connie Kruckow meget tilfreds med den del af finanslovsaftalen, og hun er overbevist om, at det vil gøre en positiv forskel for patienter og borgere:
 
”Det er lige, hvad sundhedsvæsenet har brug for. Der er blevet talt meget om sundhedscentre det seneste års tid, og enkelte steder i landet er man så småt i gang. Derfor er det rigtig godt, at der nu afsættes penge på finansloven. Det vil give nogle erfaringer, vi får brug for, når sundhedscentrene skal rulles ud over hele landet. Og det er et vigtigt politisk signal, som jeg tror vil være med at overbevise de sidste, få skeptikere, der ikke kan se fidusen med sundhedscentre.”
 
Sundhedscentre vil være med til at styrke sundhedsfremme og forebyggelse, og de vil skabe bedre sammenhæng i patientforløbene. Derfor har Sundhedskartellet, gennem lang tid været en stærk fortaler for sundhedscentre. Connie Kruckow mener, de er helt nødvendige lokale tilbud i fremtidens sundhedsvæsen:
 
”Der er brug for sundhedscentre i både Hvidovre og Hvide Sande. Men behovene er forskellige. Derfor findes der ikke én formel for sundhedscentre. Noget ligger dog helt fast. Blandt andet at en tværfaglig bemanding er afgørende, for at borgere og patienter kan få de rette tilbud. At der skal være nem adgang til sundhedscentrene – også til og fra andre dele af sundhedsvæsenet. Og at der ikke skal være sengepladser, fordi sundhedscentrene så risikerer at udvikle sig til discountsygehuse.”
 
Connie Kruckow lover forligsparterne, at Sundhedskartellet vil give sit besyv med, når de konkrete forsøgsprojekter skal tilrettelægges og udvælges. Sundhedskartellet har allerede udgivet to publikationer om, hvad sundhedscentre er og kan indeholde.
 
Sundhedsvæsenet står over for mange andre udfordringer end at etablere sundhedscentre. Der er brug for en opprioritering en række steder, og Connie Kruckow konstaterer, at sundhedsvæsenet langt fra kommer til at svømme i penge med næste års finanslov.