Bragt i Altinget den 7. november 2019

Af Torben Hollmann, sektorformand i FOA; Lisbeth Lintz, formand for Overlægeforeningen; Grete Christensen, formand for Sundhedskartellet; Helga Schulz, formand for Yngre Læger og Bodil Otto, formand for HK/Kommunal.

Regeringen forhandler i disse dage næste års finanslov. Et af kravene fra støttepartierne er, at psykiatrien skal tilgodeses. Når vi som repræsentanter for de ansattes organisationer presser på for det samme, er det ikke for sjov. Psykiatrien har nemlig i årevis været så underfinansieret og er blevet tilsidesat i en sådan grad, at konsekvenserne er både alvorlige og mærkbare: Der er ikke sengepladser nok, der er ikke personale nok, der er ikke tid nok.

Vi håber derfor, at regeringen vil sikre, at alle forbedringer i psykiatrien ikke skal afvente arbejdet med den 10-års plan, der er i støbeskeen. Allerede i forbindelse med finansloven kan regeringen handle, så vi kan nå et lille stykke af vejen til en bedre psykiatri.

Et oplagt sted at starte er ved at tildele psykiatrien ressourcer til flere sengepladser. I dag bliver alt for mange patienter udskrevet, før de er helt klar til det. Og bosteder i socialpsykiatrien må tage imod borgere, der burde været forblevet indlagt.
Resultatet bliver en dårligere behandling af borgerne med psykiske sygdomme og en psykiatri, der er alt for presset for både ansatte, patienter og borgere.

En omplacering af de 150 særlige socialpsykiatriske pladser, så de bliver konverteret til sengepladser i behandlingspsykiatrien til gavn for patienter med dobbeltdiagnose, ligger også lige for. Trods en presset psykiatri står omkring en tredjedel af disse pladser tomme, fordi tildelingen og finansieringen af pladserne ikke fungerer. Der er derfor ingen grund til at udsætte denne beslutning.

Det kan lade sig gøre at sikre bedre behandling af patienter med både lettere lidelser og af patienter med svære psykiatriske lidelser. Men det kræver, at politikerne på Christiansborg, i regionerne og i kommunerne vil det og prioriterer det.

Vi er derfor glade for regeringens ambition om en 10-års plan for psykiatrien. Men vores utålmodighed er stor, for der er meget på spil. Og selvom varslingen af pakken er glædelig, er det indholdet, der tæller.

Vi har et håb om, at 10-års planen blandt andet vil medføre, at alle med en psykiatrisk lidelse kan (for)blive indlagt, når de har behov for det; at borgere, der har behov for hjælp fra både socialpsykiatrien og behandlingspsykiatrien, oplever tilstrækkelig hjælp; at overgangene mellem de forskellige behandlingstilbud bliver smidige, og at socialpsykiatrien bliver en stabil base, der forebygger behovet for indlæggelser.

Det er vores ønske, at mennesker med en psykiatrisk lidelse får en gennemsnitlig levealder, der er lige så høj som mennesker uden psykiatriske lidelser. At antallet af mennesker med en psykisk lidelse, der dømmes for en kriminel handling, reduceres drastisk. At alle faggrupper i psykiatrien – læger, sygeplejersker, SOSU-assistenter, ergo- og fysioterapeuter, psykologer og lægesekretærer – har tid og rammer til at bruge deres faglighed fuldt ud. At pårørende ikke skal leve med en konstant bekymring. Og at vi ikke vil have behov for at tilkende personale arbejdsskadeerstatninger og førtidspension, fordi de har fået PTSD efter utallige episoder med vold og trusler i arbejdsregi.

Hvis disse håb skal indfries, er det afgørende, at den kommende 10-års plan ikke bliver et plaster med en pulje hist og pist, som vi tidligere har set tendens til. Vi skal flytte fokus fra de kortsigtede økonomiske bundlinjer, hvor hver enkelt kasse skal stemme, til et fokus på, hvordan den optimale fælles behandlingsindsats kan understøttes.

Mange års udsultning af psykiatrien kan ikke løses med et fingerknips. Det kræver markant flere midler, det kræver strukturelle ændringer, og det kræver tydeligere ansvarsfordeling.
Der er brug for politisk mod til at sætte en ny retning. Som repræsentanter for de ansatte i psykiatrien giver vi gerne vores erfaringer og råd med i arbejdet med at skabe en holdbar plan for psykiatrien.