Regeringens finanslovsudspil mangler langsigtede og permanente investeringer i at styrke sundhedsvæsnet i regioner og kommuner.
Debatindlæg af Lisbeth Lintz, formand i Overlægeforeningen, Helga Schultz, formand for Yngre Læger, Torben Klitmøller Hollmann, sektorformand i FOA, Lene Roed, formand i HK Kommunal og Grete Christensen, formand for Sundhedskartellet. Bragt i Jyllands-Posten.
Der var intet fedt at tære på, da coronakrisen ramte. Sundhedsvæsenet var allerede godt afmagret, og coronakrisen kunne kun håndteres ved at lukke samfundet ned og aflyse alle ikke livstruende behandlinger. Sådan måtte det være, men sådan skal det ikke ende igen. Derfor er vores klare budskab til politikerne, at de bliver nødt til at prioritere sundhedsvæsenet.
Årets finanslov er en ’coronafinanslov’, lyder det da også fra regeringen. Det indebærer blandt andet en krigskasse, der skal dække uforudsete udgifter i forbindelse med corona. Finansloven er dog uden langsigtede og permanente investeringer i at styrke sundhedsvæsnet i regioner og kommuner. Investeringer, som coronakrisen i dén grad har blotlagt behovet for.
Sygehussamarbejdet efterlyser, at der sker et løft af sundhedsvæsenet, som rækker ud over corona og gør op med underfinansieringen. Til regeringens forsvar skal det nævnes, at den tog de første skridt ved økonomiaftalerne med regionerne og kommunerne og ved Finansloven 2020, hvor der blev tilført ekstra penge. Problemet er, at ti års underfinansiering har sat sine spor, og i dag er der reelt ikke råd til både at dække de stigende udgifter til behandling og medicin og til at tage imod det stigende antal ældre i sundhedsvæsenet, uden at slække på kvaliteten.
For mens sundhedsudgifterne voksede med 2,5 procent om året i 00’erne, var gennemsnittet kun 1 procent om året i 10’erne. Opgaverne i sundhedsvæsenet er til gengæld fortsat med at stige. Fra 2010 til 2017 er antallet af kontakter steget med 28 procent i det somatiske sygehusvæsen og med 42 procent i det psykiatriske sundhedsvæsen. Det mærker medarbejderne, og det mærker ikke mindst patienterne.
Finanslovsforslaget indeholder ikke noget reelt løft til sundhedsvæsenet, og sommerens økonomiaftale sikrede kun godt og vel, at udviklingen i befolkningen blev dækket ind.
Konkret foreslår Sygehussamarbejdet, er der afsættes penge til mindst to procents stigninger i sundhedsvæsenet om året. Det er nødvendigt, hvis vi skal kunne følge med både befolkningsudviklingen og velstandsudviklingen, viser en analyse fra VIVE. To procent er ikke noget, der på nogen måde vil polstre sundhedsvæsenet, og befolkningen vil nok også forvente mere. For eksempel at vi står stærkere næste gang, en sundhedskrise rammer, og at der er tid til dem, når de møder sundhedsvæsenet. På vegne af medarbejderne kan vi tilføje, at mange efterspørger et bedre arbejdsmiljø, hvor arbejdstempoet er mere rimeligt, og hvor man kan holde til at være et helt arbejdsliv.
Alt det dækker en to procents stigning ikke, og det er helt urealistisk med den nuværende økonomi. Alene det demografiske udgiftspres udgør ca. en procent om året på det regionale sundhedsområde. Udfordringen på sundhedsområdet er, at udgifterne til behandling og medicin også stiger. Danske Regioner vurderer, at medicinudgifterne vil stige med mellem 600 og 750 mio. i 2021. Samtidig stiger udgifterne til nye behandlingsmetoder. Tidligere på året kom det for eksempel frem, at den første dansker har fået et helt kunstigt hjerte. Det er fantastisk, og vil kunne redde menneskeliv! Men det koster at udvikle og indføre som behandlingsmetode.
Så selv om det er meget positivt, at regeringen vil sikre ressourcer til velfærd i takt med den demografiske udvikling, så er det ikke det eneste, der presser sundhedsvæsenet. Og hvis ikke der bliver taget højde for, at udgifterne til behandling og medicin også stiger, vil det kunne give en falsk forestilling om, at velfærdsniveauet er sikret på sundhedsområdet. Det er det så langt fra.