Tillidsrepræsentanter fra 11 organisationer på sundhedsområdet var i dag samlet i København, hvor de dannede fælles front på OK18-området

Med udsigt til en mulig strejke og lockout af 440.000 offentligt ansatte var samtlige stole besat, da mere end 1.600 hovedsageligt tillidsrepræsentanter fra de 11 fagorganisationer, der er samlet i Sundhedskartellet, i dag mødtes i Tivoli Hotel & Congress Centre.

Tillidsrepræsentanterne var kommet fra hele landet for at blive orienteret om baggrunden for den situation, der er opstået i kølvandet på sammenbruddet i OK18-forhandlingerne.

Først på talerstolen var Sundhedskartellets formand, Grete Christensen, som også er formand for Dansk Sygeplejeråd.
Hun italesatte vigtigheden af at blive ved med at stå sammen over for det pres, de offentligt ansatte oplever fra arbejdsgiverne.

”Historisk har vi vist aldrig set noget lignende. Der har aldrig før været varslet så omfattende en lockout. Vi skal tilbage til 1899, hvor en periode med strejker rundt om i landet medførte, at de private arbejdsgivere svarede igen med en lang og massiv lockout af over halvdelen af de organiserede danske arbejdere. Det svarede dengang til ca. 40.000”, sagde hun.

Ulige magtforhold

Grete Christensen kalder OK18 for en ”skelsættende overenskomstforhandling” og en ”øjenåbner”, som har gjort det klart, at den danske model har nogle svagheder i og med, at arbejdsgiverne hele tiden sidder med trumfen.

”Fra lønmodtagerside er vi oppe mod meget stærke kræfter. Jeg siger ikke, at arbejdsgiverne skal fratages deres konfliktvåben, lockouten. Men det er et problem, når arbejdsgiveren samtidig også er statskassebestyrer og lovgiver. Det bliver meget hurtigt de stærkes ret”, sagde hun.
Grete Christensen påpegede, at når man forhandler i det private, så er der noget på spil for begge parter i og med, at en uløst konflikt medfører, at lønmodtagerne må undvære deres løn, mens arbejdsgiverne samtidig mister deres indtjening.

Anerkendelse i form af løn

”Vi, som offentligt ansatte, vil også have del i opsvinget og en reallønsfremgang, der svarer til de privatansattes. Vi vil kort sagt anerkendes for vores indsats og dén opgave, vi løser i samfundet”, sagde Grete Christensen og understregede, at det ikke er sådan, det opleves i dag.

”Forestillingen om, at de offentligt ansatte først og fremmest er en udgift – tal i et regneark, som skal minimeres eller flyttes rundt på – det er et kedeligt menneskesyn, og det er også dét, denne her konflikt handler om”, sagde hun.

”Der er en logisk sammenhæng mellem, hvordan man behandler sine ansatte, og hvilke ydelser der kan leveres. Står det ikke på side 1 i lærebogen om personalepolitik?”, spurgte hun retorisk.
Inden hun igen blev mødt af klapsalver.