Forhandlingerne om en overenskomstfornyelse for ansatte i landets kommuner er blevet sat på pause indtil videre.

Fredag var afsat til, at Forhandlingsfællesskabet skulle forhandle overenskomst med KL for 440.000 medlemmer ansat i landets kommuner.

Men sent fredag aften blev forhandlingerne sat på pause. Baggrunden er en uafklaret situation i overenskomstforhandlingerne mellem KL og Lærernes Centralorganisation om en ny arbejdstidsaftale.

”Vi ønsker ikke en gentagelse af forhandlingsforløbet i 2013, hvor blandt andre undervisere i staten og lærere i folkeskolen endte med at få en lov trukket ned over hovedet. Vi værner om den danske model. Derfor går vi hjem nu. Vi håber på at kunne fortsætte i morgen”, siger Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd og Sundhedskartellet, sent fredag aften.