På vegne af ca. 100.000 sundhedsprofessionelle har Sundhedskartellet fremsendt forslag til generelle krav til OK15 til Forhandlingsfællesskabet. Fokus er på løn, faglighed, ligestilling og medindflydelse.

Af: Sigurd Nissen-Petersen

De 11 medlemsorganisationer i Sundhedskartellet har nu fremsendt forslag til generelle krav til OK15 på det kommunale og regionale område til Forhandlingsfællesskabet. Fokus er på løn, faglighed, ligestilling og medindflydelse.

”Vi har haft en god proces og dialog med medlemmerne om, hvilke krav der skal stå øverst til OK15. Vi vil stille skarpt på sikring af reallønnen, det gode arbejdsmiljø, tryghed, ligestilling og medindflydelse”, siger Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd og for Sundhedskartellet.

Grete Christensen tilføjer:

”Det handler om anerkendelse og tillid. Medlemmerne gør en kæmpe forskel i social- og sundhedsvæsenet hver eneste dag. Det er med deres stærke faglighed i ryggen, at vi går til forhandlingerne.”

For første gang skal det nye samarbejde i Forhandlingsfællesskabet forhandle en række af Sundhedskartellets krav igennem, sammen med de øvrige organisationer i Forhandlingsfællesskabet. Det sker på vegne af godt en halv million ansatte i kommuner og regioner.

”Vi går styrket ind i forhandlingerne, med langt større tyngde og kraft, som en del af et større fællesskab,” understreger hun.

Sundhedskartellets forslag til krav til OK15 på det generelle område er nu fremsendt til Forhandlingsfællesskabet, der skal behandle medlemsorganisationernes krav frem til begyndelsen af december. De specielle krav, som fx kan være pensionsforbedringer, fokus på særlige grupper, arbejdstid mm., behandles fortsat i Sundhedskartellet, og de fremsendes direkte til arbejdsgiverne den 15. december.

 
Planen er, at der udveksles krav med arbejdsgiverne KL og Danske Regioner den 15. december. De egentlige forhandlinger på vegne af godt en halv million ansatte i regioner og kommuner skal efter planen begynde først i det nye år.