Der skal spares 120 mio. kr. i Statens Voksenuddannelsesstøtte til blandt andre sundhedsprofessionelle, fremgår det af regeringens finanslovsudspil. En katastrofe for de mange ansatte, der tager helt nødvendig efter- og videreuddannelse, og kæmpe konsekvenser for kvaliteten i sundhedsvæsenet, lyder det fra Sundhedskartellet, der netop har sendt et brev til ordførere i Folketinget for at advare mod besparelsen.

Tirsdag morgen starter forhandlingerne om Finansloven, og et af forslagene er at spare 120 mio. kroner på Statens Voksenuddannelsesstøtte (SVU). En katastrofe for de sundhedsprofessionelles muligheder for at efter- og videreuddanne sig, lyder det fra Sundhedskartellets formand Grete Christensen, der netop har sendt et brev til samtlige uddannelsespolitiske og sundhedspolitiske ordførere.

”Sundhedskartellet ser med dyb bekymring på dette forsla. Det vil efter vores vurdering have store negative konsekvenser for udviklingen i sundhedsvæsenet og de videreuddannelser, der er af afgørende betydning for kvaliteten af sundhedsvæsenets ydelser”, lyder det blandt andet i brevet.

Hvert år tager flere hundrede sundhedsprofessionelle på efter- og videreuddannelse med støtte fra Staten (SVU). Efter- og videreuddannelse er for langt de fleste MVU-grupper en integreret del af et langt fagligt udviklingsforløb i en sektor, hvor den teknologiske og faglige udvikling kræver løbende opkvalificering.

Alene blandt sygeplejerskerne har hver femte på et eller andet tidspunkt modtaget efter- og videreuddannelse på et eller flere niveauer fra en diplom- eller specialuddannelse til en master- eller kandidatuddannelse. Netop diplomuddannelserne, som ofte bliver taget med støtte fra SVU, er den hyppigst valgte efteruddannelse.

Blandt flere uddannelsesansvarlige på professionshøjskolerne, som Sundhedskartellet har været i kontakt med, vurderes det, at mange udviklingsprojekter vil stoppe, hvis besparelsen føres igennem. For eksempel større faglige projekter, som handler om at løfte hele faggrupper på nye fagområder. Det vurderes også, at de offentlige arbejdsgivere ikke i samme omfang vil have midlerne til selv at sætte deres faggrupper på efteruddannelse.

”Udviklingen i sundhedsvæsenet med øget kompleksitet viser tydeligt, at der er behov for høj grad af specialisering og løbende kompetenceudvikling, og afskaffelsen af SVU vil forringe muligheden for at imødekomme sundhedsvæsenets behov, ” siger Grete Christensen.