Brikkerne i puslespillet om en ny overenskomst i kommunerne faldt på plads natten til mandag den 28. februar, da Sundhedskartellet nåede frem til en ny aftale for OK 11. Som i regionerne blev resultatet også en to-årig overenskomst, hvor gælden er betalt i 2011, og der kommer lønstigninger på 2,65 procent i 2012.

Søndag nat efter 13 timers forhandlinger nåede Sundhedskartellet frem til en aftale om OK 11 med kommunernes forhandlingsorganisation KL. Resultatet blev en to-årig overenskomst, hvor gælden for reguleringsordningen er betalt i 2011, og der kommer lønstigninger på 2,65 procent i 2012.

Dermed har Sundhedskartellets medlemmer i kommunerne fået en ny overenskomst, hvis der i sidste ende stemmes ja til forhandlingsresultatet.

Som forventet var der ikke de store overraskelser i aftalen med KL, efter den største forhandlingsorganisation på det kommunale område, KTO, sidste weekend var blevet enig med KL, og Sundhedskartellet ugen efter søndag havde underskrevet en aftale med Danske Regioner. Alle aftaler indeholder stort set de samme hovedkomponenter.

”Vi har fået en fornuftig aftale inden for de meget snævre økonomiske rammer, som er blevet sat for disse overenskomstforhandlinger. Vi har, som jeg tidligere har sagt, ikke armene højt hævet over hovedet over denne aftale, men vi har fået det bedst mulige resultat, ” siger Sundhedskartellets formand, Grete Christensen, efter hun siden fredag eftermiddag næsten non-stop havde forhandlet overenskomster – først med Danske Regioner og siden med KL.

Udover de generelle lønstigninger indeholder Sundhedskartellets aftale følgende:

  • Seniorordningen videreføres.
  • På ligestillingsområdet skal der i løbet af de næste to år laves en undersøgelse af det kønsopdelte arbejdsmarked.
  • Bedre sikring af tillidsrepræsentanter ved afskedigelse begrundet i arbejdsmangel.
  • Forenkling af MED, hvilket blandt andet betyder færre obligatoriske opgaver for hoved-MED.
  • En analyse af fremtidens behov for arbejdskraft.
  • Et fælles projekt om at udvikle kliniske retningslinjer for sundhedsindsatsen i kommunerne.
  • Projekt om arbejdstid med overskriften ”Samme arbejdstid på samme arbejdsplads”.

Med aftalen med KL har Sundhedskartellet dermed afsluttet dette års forhandlinger om OK 11. Grete Christensen er overordnet godt tilfreds med forløbet.

”Vi har haft et godt og konstruktivt forhandlingsforløb, hvor begge parter har været nødt til at gå på kompromis, men vi har også fået vigtige resultater på trods af svære økonomiske rammer. Og med aftalerne med regionerne og kommunerne har vi også fået lagt gode trædesten frem mod de næste overenskomstforhandlinger om to år,” siger Grete Christensen.

I løbet af de næste uger skal samtlige 120.000 medlemmerne af Sundhedskartellet stemme om forhandlingsresultatet med KL og Danske Regioner. Afstemningen forventes afsluttet den 29. marts.