Pressemeddelelse fra Sundhedskartellet
Torsdag den 12. juni 2003

Gellerup i udkanten af Århus er ét af de steder på Danmarkskortet, hvor borgerne nyder godt af et lokalt sundhedscenter. Sundhedcentrene skal nu sættes i system. Det vil give mere sundhed for pengene, mener Connie Kruckow, formand for Sundhedskartellet og Dansk Sygeplejeråd.

Lokale sundhedscentre kan løse en række sundhedsopgaver bedre end det sker i dag. Langt henad vejen til de samme penge. Det er budskabet i et udspil, der i dag fremlægges af Sundhedskartellet, en samarbejdsorganisation, der bl.a. repræsenterer jordemødre, fysioterapeuter, økonomaer og sygeplejersker.

“Vi må spørge os selv, om vi ville opbygge sundhedsvæsenet på samme måde, hvis vi i dag skulle begynde helt forfra. Mit svar er et rungende NEJ,” siger Connie Kruckow.

“På sundhedscentrene vil vi give den enkelte råd og vejledning i hverdagen. Det er et voksende behov, uanset om det handler om fedme eller børns sovevaner. Vi ønsker at lade borgeren slippe for en tur på skadestuen, hvis det kun handler om et lille sår, en forvredet fod eller svamp i mundhulen,” siger Connie Kruckow.

Sundhedskartellet peger på, at sundhedscentre er et lokalt tilbud inden for behandling, pleje og rehabilitering samt forebyggelse og sundhedsfremme. Det vil blive forankret i lokalsamfundet tæt på borgerne – og det er et koordineret tværfagligt tilbud, hvor de enkelte personalegruppers kompetencer udnyttes bedst muligt.

Borgerne skal kunne komme direkte ind fra gaden og få hjælp til at løse en lang række sundhedsproblemer. Det kan f.eks. være rådgivning om kost, alkohol, tandpleje, rygning, medicinforbrug, fysisk aktivitet og arbejdsmiljø. Om forskellige helbredstjek som f.eks. måling af kolesterol i blodet, urinsukker eller blodtryk. Sundhedscentret kan rumme skadeklinikker, der tager sig af småskader, ligesom borgerne kan få foretaget mindre komplicerede undersøgelser og behandlinger ved f.eks. infektioner i urinveje, slimhindeproblemer i mundhulen eller skader på bevægeapparatet. Også gravide og småbørnsfamilier skal kunne henvende sig døgnet rundt med spørgsmål til akut afklaring.

“Lokale sundhedscentre vil være en klar serviceforbedring for borgerne. F.eks. slipper en række mennesker med kroniske lidelser for at blive indlagt, fordi ryg-, diabetes-, gigtpatienter osv. mange steder kan få den nødvendige pleje og behandling på sundhedscenteret i nærmiljøet. Samtidig kan sundhedscentrene have en meget længere åbningstid end f.eks. de praktiserende læger. Patientforeningerne skal have en naturlig plads på sundhedscentrene, sådan at borgerne nemt skal kunne møde andre i samme situation,” siger Connie Kruckow.

Sundhedskartellet foreslår, at centrene bemandes med jordemødre, sygeplejersker, sundhedsplejersker, økonomaer og andre sundhedsfaglige specialister. Det skal afhænge af de lokale behov. Hvorvidt arbejdsgiveren er borgmesteren eller amtsborgmesteren er ikke afgørende. Det afgørende er det tværfaglige samarbejde.

Connie Kruckow hæfter sig ved, at sundhedscentre give mere sundhed for pengene, fordi en række opgaver kan løses billigere end i dag. Det gælder f.eks. vaccination, sundhedstjek og livsstilssamtaler, der i dag primært varetages af de praktiserende læger. Det gælder også skadebehandling, der vil aflaste skadestuer og vagtlæger, og det gælder mindre, akutte henvendelser fra gravide, der i dag lægger beslag på mange ressourcer på de obstetriske afdelinger. “Og hvorfor bruger vi skattekroner på at udskrive dyre recepter på motion, når overvægtige borgere meget billigere kan få rådgivning om en sundere livsstil på sundhedscenteret af f.eks. en økonoma, fysioterapeut eller sygeplejerske?” spørger hun.

For at se selve udspillet, tryk på filen nedenfor til venstre!